Politiken – Samarbejdsbaseret problemløsning
Samtale hjælper eksplosive børn
Børn, der går amok, går i sort, slår og råber er svære at rumme både i skolen og hjemme. Men ved at lytte til børnene og inddrage dem i et samarbejde, kan mange hjælpes.
Man kan skælde ud, straffe og belønne i årevis, uden at det nytter.
Børn med ADHD og andre udviklingsforstyrrelser fylder stadigt mere i folkeskolen. Der sidder i gennemsnit mindst et eksplosivt barn i hver skoleklasse, foruden de mange, der henvises til specialundervisning.
På Nyborg Heldagsskole, en specialskole for vanskelige og stærkt udadreagerende børn, har de fundet en metode, hvor de ikke alene løser og forebygger mange konflikter i hverdagen – de træner også børnene i selv at blive bedre til at styre deres temperament og dæmpe den indre uro.
»Meget af det, vi laver her, kunne også bruges i folkeskolen«, siger Nyborg Heldagsskoles leder Torben Juel Sørensen. »Vi kunne i hvert fald som minimum halvere antallet af børn, der ikke kan rummes i skolen, hvis vi havde tid til at tale med de udadreagerende børn«, vurderer han.
I de sidste fem år har han arbejdet med »samarbejdsbaseretproblemløsning«, som er en metode udviklet af den amerikanske psykolog og professor ved Harvard Medical School Ross W. Greene. Hele skolens personale har været på kursus i metoden, som indtil videre kun er lidt kendt i Danmark. Men i Nyborg oplever heldagsskolen nu en voksende interesse, også fra de lokale folkeskoler, som leverer og modtager elever fra specialskolen.
»Alle står i kø for at få mere viden om det her«, siger Torben Juel Sørensen.
Det gælder om at lytte til børnene
På Nyborg Heldagsskole går de vanskeligste elever, som ustandseligt har eksploderet både hjemme og i deres tidligere skoler. Men samarbejde og dialog lærer dem at styre deres temperament.
Selv om vi kommer midt i et frikvarter, høres der kun en dæmpet mumlen af stemmer og skramlen fra madkasser, der pakkes ud.
»Det er ikke helt til at tro, at vi her har de værste børn i hele kommunen, vel?«, spørger Torben Juel Sørensen, som er skoleleder for Nyborg Heldagsskole, en specialskole, som tager imod de mest uregerlige, ustyrlige børn. Børn, som ikke kan rummes i normale klasser, som ustandseligt kommer op at slås, eksploderer, går amok og ødelægger ting.
Mathias på 10 år har taget kvælergreb på en kammerat og slynget ham op mod væggen. Han har været i utallige slagsmål, råbt ad lærerne, er løbet ud af klassen eller sågar hoppet ud af vinduet. Patrick på 12 har revet bøger i stykker, sparket, været oppe at slås med alle på sin skole og spoleret alt fra fodboldkampe til frikvarterer.
Nu sidder de begge og fortæller stille og roligt om det. Og om hvad de har lært af at gå på Nyborg Heldagsskole.
»Jeg skal lade være med at slå igen, når jeg bliver sur«, siger Mathias. »Det kniber stadig lidt, men jeg er blevet meget bedre. Og så skal jeg lære en lille smule endnu at lade være med at bestemme så mange ting i frikvarteret«, siger han.
Patrick: »Jeg øver mig i at styre min vrede og ikke slå og gøre alt muligt, men hellere kalde på en voksen«.
Masser af uro og ballade
For fem år siden stod konflikterne i lys lue på skolen, fortæller Torben Juel Sørensen. Selv om de ydre rammer var på plads, med kun fem elever i hver klasse, masser af personale og struktur på hverdagen, var der konstant kø af elever, som lærerne ikke magtede, foran hans kontor.
»Vi måtte meget ofte bruge fysisk magtanvendelse, hvor vi holdt en elev fast – det kunne ske flere gange om dagen«, fortæller den erfarne skoleleder.
Trods mange års arbejde med specialpædagogik følte han, at skolen var ved at køre helt galt, med elever, der blev stadigt vanskeligere, personale, der sled sig selv op og masser af uro og ballade.
Nærmest ved et tilfælde faldt han over en den amerikanske psykolog Ross W. Greenes metode for at arbejde med »eksplosive børn«, dvs. børn med en række af de diagnoser, som i disse år uddeles med rund hånd: ADHD, autisme, OCD, Tourettes og andre udviklingsforstyrrelser.
Et gennemgående fælles træk hos alle børnene er, at de er overdrevent følsomme for sanseindtryk og har svært ved at klare pres, stress og forandringer. Deres tærskel er abnormt lav, og når de »eksploderer« og giver sig til at råbe ukvemsord og slå vildt omkring sig, er det ikke bare dårlig opdragelse men en reaktion på, at de føler sig trængt op i en krog.
Ross W. Greenes metode tager udgangspunkt i, at børn opfører sig ordentligt, hvis de kan. Når de ikke kan, har de brug for at lære det, ikke for straf eller konsekvens. Gennem systematisk dialog skal de voksne finde årsagerne til, at et barn går i sort, og dernæst at inddrage barnet selv i at finde alternative måder at reagere på og løse konflikterne.
»Det ser let ud, men det har været en hård rejse«, siger Torben Juel Sørensen. »I stedet for at skælde ud og irettesætte, skulle vi lære at sige: Jeg kan se, at du har det svært, lige nu. Hvad er det der gør, at du bliver så hidsig?«
Børn hidser sig ikke op og mister besindelsen fordi de gerne vil det, men fordi de ikke kan andet. For barnet selv er det en skræmmende og ubehagelig oplevelse at have det sådan.
Som 13-årige Stefan for eksempel beskriver det, han kalder for sine anfald: »Min bevidsthed falder fuldstændigt tilbage og min vrede tager over. Efter anfaldet kan jeg næsten ikke stå på benene«, siger han.
Børnenes egne løsninger
Gennem systematisk dialog og samtale lærer børnene, at der er andre måder at handle på, når de er på vej til at gå i sort – og at det er acceptabelt at vælge en anden vej. Hvis en elev for eksempel har brug for at gå udenfor for at falde ned og få ro på, bliver han ikke længere hindret i det eller skældt ud.
»Nogle elever har brug for at gå hele vejen op til Nyborg Statsfængsel, og det er altså 3-4 kilometer væk«, siger Torben Juel Sørensen. »Så er næste skridt at sige, fint, det er godt at du går udenfor i stedet for at gå amok i klassen. Men kunne vi finde på noget, så du ikke behøver gå helt op til statsfængslet en anden gang? Og så foreslår eleven måske selv, at han kan gå nogle runder om skolen. Eller man finder i fællesskab på nogle andre luftventiler, hvor dampen kan slippe ud«.
Der er elever, som kan få ro på sig selv ved at kramme en sten i lommen. Eller ved at tælle til 100 på fransk. Det sværeste for lærere, pædagoger og forældre er at træde et skridt tilbage og lade være med at komme med de færdige løsninger. Den metode, eleven selv er med til at foreslå, virker næsten altid bedst.
Resultaterne på Nyborg Heldagsskole er langt mere ro, bedre læring, ingen larm, uro og konflikter, og mange flere elever, der efter et par år kan vende tilbage til en mere almindelig skolegang, hvor de tager de værktøjer med sig, de har lært til at tøjle den indre uro.
Eleverne er normaltbegavede men er ofte kommet flere år bagud rent fagligt, når de kommer hertil, fordi de har brugt så meget energi på at styre deres indre kaos. Nu indhenter de meget af det forsømte, og hvor det før kun var en enkelt eller to blandt de ældste elever, der kunne klare at gå til afgangsprøve, er det nu de fleste.
»Det er jo nogle utroligt gode elever, hvis de bliver mødt rigtigt. De er positive, hovedet fejler ikke noget, og de vil meget gerne lære«, siger Torben Juel Sørensen.