Undervisning

Undervisningen på Nyborg Heldagsskole defineres som specialundervisning og karakteriseres ved en række særlige forhold. Skolen er underlagt de ministerielle krav, som også gør sig gældende i folkeskolen, men særligt undervisning i dansk, matematik og engelsk prioriteres.
 

På skolen arbejder vi ud fra et fundamentalt positivt menneskesyn, hvor der er fokus på elevernes udviklingspotentiale. Undervisningen bygger på elevens faktiske faglige og udviklingsmæssige niveau – og ikke på elevens alder eller placering på et klassetrin. Eleverne på skolen har ofte oplevet mange nederlag tidligere i deres skolegang, og der arbejdes derfor grundlæggende med at skabe fornyet lyst til læring.

Det kendetegner al aktivitet på skolen, at der arbejdes med at skabe gode, trygge relationer mellem skolens ansatte, eleverne og forældrene. Således gælder det ligeledes for undervisningen, at der først og fremmest arbejdes med at give anerkendelse og se udviklingsmuligheder i den enkelte elev – samt i samspillet eleverne imellem i undervisningen

Tre centrale forhold kan fremhæves som særligt betydningsfulde for undervisningen på skolen: Relationer, undervisningsmiljø og positiv klasseledelse.
 

På skolen anser vi relationen mellem lærer og elev som meget væsentligt. Skolens lærere arbejder ud fra en hensigt om at eleven skal udvikle sig både fagligt, socialt og følelsesmæssigt. De voksne er tydelige i både deres anerkendelse og deres forventninger til eleven. Der opstilles klare rammer for eleven, hvor det angives hvornår og hvordan der arbejdes med det faglige. Dette gør sig ligeledes gældende i sociale aktiviteter i undervisningsøjemed, hvor situationen stiller andre rammer op for læringen. Eleverne ved, at de voksne altid står til rådighed, hvis de har brug for støtte og vejledning i en læringssituation.
 

Al undervisning ligger i faste rammer. Således er hverdagen enkelt struktureret og præget af rutiner – for at understøtte elevernes behov. Den enkelte klasse rummer 5 elever, og til denne gruppe er knyttet en lærer og en pædagog. Med denne organisering sikres gode muligheder for meget én-til-én-kontakt, hvilket er vigtigt med denne målgruppe.
 

I klassen sidder eleverne ved hver deres bord, hvor de fortrinsvis arbejder i timerne. Nogle aktiviteter foregår i fællesskab, og her sidder man samlet ved fællesbordet. Ligeledes er der adgang til PC i klasserummet. Denne organisationsform tjener det formål, at der både er mulighed for at den enkelte elev arbejder selvstændigt og i sit eget tempo, samtidig med at der er mere traditionelle fælles faglige undervisningsforløb, som det kendes fra folkeskolen.
 


Klassens undervisning ledes med blik for de særlige behov, som eleverne på skolen har. Hverdagen præges af klare retningslinier for det faglige arbejde, af tydelige anvisninger for ageren samt af anerkendelse for alt det positive, som eleven bidrager med. I klasseværelset tilstræber læreren at der er en positiv stemning, præget af god energi, nærvær og glæde ved arbejdet med det faglige stof.
 

Der opstilles enkle læringsmål for den enkelte elev – og disse justeres løbende til gavn for elevens personlige såvel som faglige udvikling. Til dette formål udarbejdes to gange årligt (efterår og forår) en elevplan, hvor der gøres status over elevens faglige og sociale udvikling. Her angives endvidere arbejdspunkter og mål for den efterfølgende periode i de enkelte fag.

Nyheder

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil varsler ...
KL har udskudt brugen af Aula, skolernes nye intra, ...
Elever fra Nyborg Heldagsskole får glæde af tømmer ...
Som de fleste nok ved, så lukkes der for ForældreIntra ...
Skoleskak på Nyborg Heldagsskole
03/12 2018 kl. 08:34
SFA - Skoleskak for alle Nyborg Heldagsskole ...
Nyborg Heldags og Miguel, har pr. 1. august budt Vores ...
Nyborg Heldagsskoles Hjemmeside byder Elever og Forældre ...
Fredag den 1. juni, var der indvielse og reception ...
Årsmøde med besøg af Lola Jensen.   Så blev ...
Ved en eventuel konflikt, lukker Intra og UNI-Login. Ved ...